Det digitale spejlreflekskamera (Digital Single Lens Reflex eller DSLR) bliver mere og mere udbredt, ikke mindst i kraft af de faldende priser.
Det der for få år siden var forbeholdt de professionelle fotografer, er kommet ned i en pris så alle nu kan være med. Det er ikke længere nødvendigt, at spise havregrød i en længere periode for at få råd til et velfungerende digitalkamera af SLR typen.
Ønsker man det ypperste inden for denne kategori, så skal den “store” tegnebog stadigvæk medbringes, men de økonomisk overkommelige DSLR-kameraer yder stadig mere og mere. Har man ikke absolut brug for ekstreme ydelser, så kommer man langt i dag til fornuftige priser.
For en begynder kan det være vanskeligt at vælge blandt de mange muligheder. Har man en præference inden for de kendte mærkevarer er man godt på vej. Uanset om man vælger Canon, Nikon, Sony, Olympus, Pentax, Panasonic, Leica og hvad de nu alle sammen hedder, så er der alt hvad hjertet kan begære af muligheder.
Vi vil alle gerne gøre en god handel inden for de afsatte økonomiske rammer, og det betyder, at vi nødvendigvis også skal vurdere og sammenligne de tekniske data og tekniske muligheder og ikke kun vælge ud fra prisen alene. Derfor er det vigtigt at kende betydningen af de enkelte fagudtryk.
Det er også vigtigt at lytte til hvad andre mener og har oplevet med deres fotoudstyr, men hold lige hovedet koldt her, for det er ikke alt hvad man hører der er rigtigt. Hvis det er noget “nogen” har hørt fra “nogen”, så brug oplysningerne med et gran salt.
I denne artikel vil vi se på de forskellige sensorer, med vægt på de formater, der bruges i de mest udbredte DSLR kameraer og så gemmer vi de mere sofistikerede kameraer til en anden god gang.
Sensorstørrelser
Det første der skal tages beslutning om ved anskaffelse af et nyt kamera er, hvilken sensorstørrelse og dermed billedformat kameraet skal være udstyret med. Skal det være Full Frame ( 36 x 24 mm), APS-C ( 23,5 x 15,7 mm), APS-H (28,7 x 19,1mm) eller Four Thirds (17,3 x 13 mm).
Når formatet kun afviger lidt fra det oprindelige analoge APS kameras filmformat (25,1 x 16,7 mm) har sensoren betegnelsen APS-C.
Full Frame er da fristende, men de økonomiske konsekvensberegninger, kan dog ret hurtigt pege på de velfungerende og meget udbredte APS eller Four Thirds formater.
De fleste læsere har ejet et analogt kamera på et eller andet tidspunkt, så der er fornuft i at referere til noget kendt, når man skal forklare hvordan nye ting fungerer. Det bruger kameraproducenterne rigtig meget og det vil vi også gøre de steder hvor det er relevant.
Når brændvidden på et digitalkamera oplyses, så er det den ækvivalente brændvidde på et 35 mm kamera og det er ikke nødvendigvis det samme som står på kameraets optik. Det er igen meget fornuftigt, for CCDen eller CMOSen varierer i størrelse fra kamera type til kamera type. Når sensoren varierer i størrelse vil det vi betegner som en normal optik også variere i brændvidde.
En normal brændvidde i forbindelse med 35 mm formatet ligger typisk på ca. 50 mm. Billedvinklen (Field of View) er ca. 47 grader, og formatets diagonal er på 43 mm.
CCD’en i et APS-C kamera har en mindre diagonal på kun ca. 28 mm og det betyder alt andet lige, at vi skal anvende en mindre brændvidde for at opnå den samme billedvinkel.
Havde vi beholdt optikken på 50 mm, så ville vi med den mindre diagonal ved APS-C formatet kun kunne udnytte en billedvinkel på ca. 30 grader og det svarer til en moderat teleoptik på ca. 80 mm. i det her eksempel.
Vi skal ved APS-C i stedet anvende en optik på ca. 30 mm for at bibeholde en “normal” billedvinkel på 47 grader.
Brændvidden skal ganges med en Crop Faktor der som regel ligger et sted mellem 1,3 – 2, når vi sammenligner de forskellige DSLR’er med 35 mm formatet.
Vi bruger en Crop Faktor på 1,6 når vi arbejder med Canon og en Crop Faktor på 1,5 når samme brændvidde sidder på en Nikon, hvor CCD’en er en anelse større.
Four Thirds formatet afviger noget mere. Formatet er væsentlig mindre og det giver en Crop Faktor på 2. Sensorens Bredde/Højde forhold afviger også ved at være 4:3 og ikke 3:2.
Et sideforhold på 3:2 passer til printerpapiret og gør det nok også nemmere at opnå en optimal komposition. Det er således nemmere at få et objekt placeret i det gyldne snit allerede ved eksponeringen, hvis sideforholdet svarer til printerpapirets.
Læs også:
