Vi ser ikke meget på kompaktkameraer, primært fordi de bliver testet i en uendelighed i andre medier, og der kommer opdaterede versioner inden man når at blinke med øjet. Der er dog modeller som også vi finder spændende. Det er de mere avancerede af slagsen, dvs. kameraer med manuelle kontrolmuligheder, store sensorer, mere lysstærk optik. Og netop sådant et kamera er testkameraet Sony RX100M3.

Sony RX100M3 er, som navnet antyder, tredje generation af producentens meget kompakte avancerede kamera. Det er måske også typisk et kamera, som en fotograf ville vælge som sit “andet kamera”. Prisen på 6.900 kroner samt specifikationer sætter kameraet i en kategori højere end traditionelle kompaktmodeller.

Den lysstærke men begrænsede zoom gør at kameraet aldrig vil være at betegne som et typisk familie/feriekamera, medmindre man er til storby, street eller landskaber alene. Størrelsen, som er yderst kompakt, gør det oplagt til at ligge i en lomme, mens man har sit primære større kamera med sig, eller benytte det, når det større kamera bliver hjemme i tasken.

Pro tegn

Meget lysstærk optik, stor sensor, manuelle indstillinger, RAW, ND filter, elektronisk øjesøger og vippeskærm – ting som den seriøse hobbyfotograf eller semiprofessionelle vil se efter, hvis han eller hun vil have et mindre alternativ. Optik svarer til 24-70mm, altså ikke meget zoom, men blænde er f1.8-2.8, altså rigtig lysstærk. Kombineret med den store 1 tommer EXMOR R CMOS sensor og 20,1 megapixel opløsning, så får man et særdeles veludrustet kamera, der er egnet til mange typer billeder.

Design og menuer

Det er sort og firkantet! Det kommer næppe som en overraskelse for nogen. I det her tilfælde er det dog også ekstremt kompakt, kan let være i en lomme, en mindre taske, eller hænge om håndled. Byggekvalitet virker solid, robust og i metal. Greb er der ikke meget af, men kameraet ligger rigtig godt i hånden, syntes jeg. Man kommer ikke til at trykke på de forkerte knapper.

Sensor og den lysstærke optik gør at objektivdelen fylder godt. Objektivet er udstyret med en drejering, der justerer blænde, lukkertider, afhængig af hvilket indstilling man er i – smart og hurtigt. Jeg så dog rigtig gerne at drejeringen klikkede mere. Den er meget flydende, og det føles da lækkert – især til video, men kan være svær at justere på andre tidspunkter.

Ovenpå finder vi de sædvanlige tænd/sluk, zoom og blitzknap samt drejehjul med manuelle indstillinger osv. Ved siden af blitz finder vi så også en ekstra ting der kan poppe op, nemlig den elektroniske øjesøger. Såfremt man ikke har lyst eller mulighed for at benytte skærmen bagpå, f.eks. hvis der er meget sol, så har man altså øjesøgeren.

Bagpå er designet også rimelig traditionelt med Fn knap, navigationsknap, video og menuknap, samt en stor tre tommers skærm. Sidstnævnte er dog ikke helt så traditionel, da den kan vippe ud og også helt op over kanten på kameraet – perfekt til selfies og video.

Menuerne i Sony RX100M3 er der egentlig ikke voldsomt meget at sige til. De er som på mange andre kameraer i dag ganske logisk bygget op. Oversættelserne af ord og betydninger er så en lidt anden sag, men så har man også lidt at grine af ind imellem.

Ikke igen!

Det jeg så ikke kan grine af mere, er batteri og den måde det lades på. Det er ikke første gang det nævnes, og bliver nok heller ikke sidste. Batteriet lades imens det sidder i kameraet, og der følger ingen ekstern lader med. Med et kamera til den pris, syntes jeg ganske enkelt ikke man kan være det bekendt. Når batteriet oplades kan man jo for pokker ikke bruge kameraet!

Så selvom man tilkøber et batteri, skal man stadig vente på at kameraet er ladet op. Alternativt skal man også købe en ekstern lader. Hvis nu batteriet havet klaret mellem 500 og 1000 billeder var det ikke et større problem. Men man får altså blot cirka 300 billeder på en opladning.

En anden – dog mindre ting, er den elektroniske søger. Når den slås ned, slukker kameraet, og der er ikke nogen menu der kan ændre dette. I mine øjne virker det lettere fjollet. Man kunne argumentere at man jo bare kunne lade den elektroniske søger være slået op. Ja, men den stikker op – fylder, så hvorfor ikke bare lave en ændring i firmware der gør det muligt at slukke den, uden at kameraet også gør det. jeg tror ikke dette er en svær ting for de dygtige Sony folk.

Positivlisten

Det var et par små musespark bagi, og slet ikke noget der kan ødelægge oplevelsen man generelt får af Sony RX100M3. Overskriften på dette afsnit er så absolut ment som positivt, for Sony RX100M3 er altså en fornøjelse at have med. Man føler lidt man har et monster i en lille æske – masser af rå power i lille indpakning. Den der lysstærke optik, koblet sammen med ND filter og stor sensor, gør en verden til forskel.

Man kan lege med dybdeskarphed og uskarphed, og ND filtret gør at store blændeåbninger kan benyttes i gode lysforhold. Selv i dårligere lysforhold gør kameraet sig også ganske fint.

Billedkvaliteten er usandsynlig flot med rigelig megapixel til de fleste. Optik tegner godt, og farvegengivelse samt detaljer fremstår ligeledes flotte. Kameraet er dygtigt til at fokusere, samtidig med det bevarer detaljer andre steder i billedet, dvs. ens himmel er ikke udbrændt selvom fokus ligger et helt andet sted. Autofokus samt processor kan man ikke udsætte noget på. Nej, det er ikke et DSLR eller et Alpha SLT kamera, men klart bedre end stort set de fleste andre kompaktmodeller, måske endda det bedste, i hvert fald på visse punkter.

Da man kan skyde i RAW, bør man gøre det, for det er helt klart der man kan få mest ud af et kamera som Sony RX100M3. Jeg tager, som mange ved, en god del billeder af mennesker, og kunne godt ønske mig mere zoom. 24-70mm er generelt set et godt valg til mange ting, men så gerne at kameraet kom ud på hvad der svarer til mellem 80 og 120mm. Men skal det ske på bekostning af den rigtig lysstærke optik, så beholder jeg bare de 24-70mm tak!

Stabilt billede

Billedstabilisering har man ikke voldsomt meget brug for med 24-70mm. Undtagelse er video. Her er billedstabilisering langt mere vigtig, og Sony RX100M3 har en rimelig effektiv en af slagsen. Jeg har brugt den både stående og gående, og der er stort set ingen rystelser at finde. Vi oplevede faktisk lidt det samme med et andet Sony kamera – A77 MarkII. Videoindstillinger i kameraet er optimeret i forhold til tidligere model – antal frames per sekund, men derudover er indstillinger temmelig standard for nutidens kameraer.

Konklusion

Jeg har været lidt omkring kameraet, og også været omkring med dette kamera. Optaget video, billeder fra diverse steder og under forskellige forhold, og kan konstatere at M3eren gør mange ting rigtig flot. Der er klart flere fordele end ulemper ved kameraet. Størrelsen er bare en ting, men en nok så vigtig faktor for at man tager det med sig!

Noget andet er kombinationen, som jeg før har omtalt – lysstærk optik og stor sensor, plus ND filtret. Det kan give lækre billeder og en baggrundssløring som man kun får med denne type optik. Detaljerne er også på plads, takket være sensoren. Den smarte vippeskærm og øjesøgeren giver så yderligere et par ekstra plusser på kontoen.

Jo, der er også minusser, men de er små sammenlignet med hele pakken. Dyrt? Jo i forhold til andre kompaktkameraer, men der er også klart forskelle i kvalitet og specifikationer.

Jeg har bestemt nydt at suse rundt med Sony RX100M3, og suse kan man præcis når kameraet ikke fylder mere end det gør. Det er et kamera der gerne måtte ligge fast i min lomme! Verdens bedste kompaktkamera? Måske! Hvis dette kamera ikke er det, så ligger det meget tæt på.

Billeder i test er optaget i RAW, behandlet i Adobe Lightroom. Ønsker du at se fotos lige ud af kameraet, så er disse at finde i galleriet her.

Læs også: