Pixels i Photoshop

Pixels i Photoshop (og på skærmen generelt) er de prikker der danner selve skærmbilledet. 1 pixel er den mindste enhed en skærm kan vise.

For fladskærme gælder at de er skabt til en given opløsning; eks. er de fleste 18″ – 19″ faldskærme skabt til 1280×1024 pixels, mens de fleste 20.1″ – 23″ fladskærme er skabt til 1600×1200 pixels. Hvis man ikke benytter den opløsning som en fladskærm er skabt til, bliver man straffet med et grumset og uskarpt billede (visse fladskærme er dog bedre til at kompensere for dette end andre).

Et billede på 1280×1024 pixels kaldes undertiden også for 1,3 MPixel (Mega-Pixel).

Hver pixel har sin egen farve og position. Hvis du zoomer helt ind på dit billede i Photoshop (genvejtast: CTRL og + samtidigt) kan du se “blokke”. Dette er de pixels som billedet du ser på består af. Bemærk at hver firkant kun kan have én farve. Billedet er altså sat sammen af en masse af disse firkanter.

Firkanterne hedder pixels, og når de sammensættes således, kaldes det et bitmap.

Selve de pixels din skærm arbejder med kan du nok ikke se med det blotte øje – men gå ind og tænd for fjernsynet og stik næsen helt ind mod skærmen – der kan du nemlig se noget. En fjernsynsskærm er nemlig langt fra så god som en PC-skærm (rent teknisk) – hvis vi taler billedrørsskærme vel at mærke…

DPI & PPI

DPI = Dots Per Inch = prikker per tomme.
PPI = Pixels Per Inch = pixels per tomme.

Photoshop angiver IKKE DPI-tallet. Det skal slås fast – med syvtommer søm.

Photoshop angiver PPI-tallet; nemlig pixels per inch. Mange påstår det modsatte, men her kommer beviset:

Jeg har omkranset det – og der står “Resolution” (det betyder “Opløsning”) – 72 Pixels/Inch. Man kan vælge at vise det som Pixels/cm, men lad være med det; standarden er pixels per inch (pixels/inch).

Der står ikke “Dots/Inch” (DPI).

Kan du se nogen forskel? Nej vel? Forskellen er at billedet til venstre er i 1 DPI og billedet til højre er i 1000 DPI.

Men begge billeder ER faktisk helt ens, på trods af dette. Selv filstørrelsen er den samme. Og billedernes fysiske størrelse er for begge to, 350×233 pixels.

Ergo betyder selve DPI-tallet intet for selve billedkvaliteten. Og nu vil nogen så sige at det kun gælder skærmen – og at en printer vil tage sig af DPI-tallet.

Det er ikke tilfældet. Hvis dit billede eks. er 1600×1200 pixels (2 MPixels) så er der dette antal pixels at gøre godt med, uanset hvor mange eller få DPI billedet ligger i. Nutidens printere og fremkaldermaskiner gør ikke brug af DPI-tallet, idet maskinen i forvejen er sat til at printe ud ved en given størrelse; eksempelvis 13x10cm. Således konverteres dit 1600×1200 pixels billede automatisk til det antal DPI der naturligt afledes af den fiksede printstørrelse.

For scannere giver DPI langt mere mening; her taler vi nemlig om en konvertering der svarer til at scanneren opfatter x antal prikker per tomme. Eksempelvis får du et elektronisk billede på 1535×1181 pixels, hvis du scanner et 13x10cm billede ved 300 DPI. Men hvis du ændrer din DPI-indstilling for scanneren til 72 DPI, så bliver dit elektroniske billede kun 369×283 pixels. Her har DPI en kvalitetsbetydning, idet højere DPI-tal giver et mere detaljerigt billede fra scanneren af.

I visse DTP (Desk Top Publishing) programmer giver DPI-tallet også mening at bruge. Hvis du arbejder med A4-ark, og vil indsætte et billede, så kan du med fordel ændre billedet PPI-tal (ja, du læste korrekt – Pixels Per Inch, ikke Dots Per Inch) og indsætte billedet med dette tal; således vil billedet fremstå som om det eks. kun fylder de 13x10cm det må på dit A4-ark, mens det stadigvæk har sin høje opløsning – og heraf afledes DPI-tallet korrekt.

Det man har brug for ved fremkaldelse af billeder, er ca. 200-220 PPI (pixels per inch).

Uanset hvor meget fotohandlerne råber efter 300 PPI – kun til rastertryk vil et højere PPI-tal give mening, og så alligevel ikke. Dit billedes kvalitet er stadigvæk kun betinget af dets dimensioner angivet i antal pixels.

I Photoshop kan man dog vælge ganske enkelt at afrette sit billedes PPI-tal, men kommer der nu noget godt ud af det?

  • Du har et 2048×1536 pixels billede (3,1 millioner pixels). Din Photoshop viser at det er gemt i 72 PPI.
  • Du vil have det fremkaldt i 13 x 9,75cm
  • Du har hørt at 300 PPI er godt til fremkaldelser
  • Du vælger at sætte tallet op fra 72 til 300 i Photoshpo
  • Du får nu et billede på 8533×6400 pixels – i 300 PPI
  • Du får et helvedes besvær med at uploade det store billede direkte til din fotohandler, og muligvis afviser serveren dig fordi billedet er FOR stort.
  • Du vælger en hårdere JPEG-kompression, for vold-og-magt skal dette billede fremkaldes!
  • Du modtager et par dage efter et svært grimt billede på grund af den kraftige JPEG-kompression, der giver jitters og farvefejl.Men hvorfor alt denne ståhej – dit billede i 2048×1536 pixels ved 72 PPI var jo perfekt. Ved 13 x 9,75 cm ville du faktisk komme op på over 400 PPI, hvis blot du havde sendt det afsted som det var! Det er det dobbelte af hvad der egentligt er nødvendigt – for som sagt; 200-220 PPI er alt rigeligt.

    Mere PPI

    Når et billede skal printes ud, så duer det ikke man bare siger “her er nogle pixels – print du bare løs”. Printeren skal jo vide hvor mange pixels den skal sætte pr. fysisk måleenhed – og man har altså valgt at denne måleenhed officielt skal være tommer.

    Til internettet bruger man oftest 72 PPI (se hvilken ppi et givent billede har ved at åbne det i Photoshop, og vælge IMAGE > Image Size (det står nede i feltet ud for “Resolution:”). Dette er fordi man formoder at folk sidder med gamle 14″ skærme, men i dag er vi faktisk nærmere de 96 PPI.

    Til print er 200-220 PPI ofte rigeligt, på trods af ondere rygter der påstår at 300 ppi er et krav.

    De bedste fremkaldermaskiner nu om dage kan højest give dig dine billeder i 200-220 PPI, så der er ingen pointe i at benytte 300 ppi.

    Sådan indstilles PPI-tallet korrekt i Photoshop

    Hvis du gerne vil tjekke op på hvor mange PPI dit billedes opløsning svarer til, ved den fysiske printstørrelse du ønsker, så gå op i menuen “Image” og vælg “Image Size”. (Eller genvejen: CTRL+ALT+I). Der kommer nu en box op som vist nedenfor:

  • Sørg for at der ikke er flueben i “Resample Image” feltet!!
  • Ændre “Width” og “Height” efter hvor mange centimeter billedet må være!
  • Kig på tallet for PPI.
  • I dette eksempel har jeg sat et 2 MPixel billede (1600×1200 pixels) til 200 PPI, hvilket giver ca. A5-størrelse udskrift.