Den industri af spin-off produkter – postkort, t-shirts, coffeetable-bøger, plakater – der omgiver den amerikanske kunstner William Wegman, er efterhånden blevet så massiv, at man kan have fornemmelsen af at skulle skrælle sig igennem flere lag af nuttethed, hittepåsomhed og kommercielt flimmer, inden man når frem til kernen i værket: Et temmelig originalt kunstnerisk projekt grundlagt i slutningen af tresserne, med afsæt i konceptkunst og minimalisme, og siden udfoldet med barnlig glæde og jævnlige stikpiller til den øvrige kunstverdens selvhøjtidelighed.
At rejsen ind i Wegmans verden imidlertid stadig er anstrengelserne værd, kan man forvisse sig om på en stor og særdeles veltilrettelagt udstilling på Rooseum i Malmø. Præsentationen kommer godt rundt om de væsentligste sider af Wegmans virke: Pionerårene omkring 1970 med sort/hvide fotos og videoer, halvfjerdsernes tegninger og manipulerede fotos, firsernes malerier og farvefotos samt ikke mindst halvfemsernes langfilm og polaroidbilleder i storformat.
Fundamentet i Wegmans karriere er hans snart tredive år lange ‘samarbejde’ med skiftende hunde, alle af weimaraner-arten, en korthåret og adræt jagthund med et elegant gråbrunt look, der har skaffet racen kælenavnet ‘grey ghosts’. Projektet blev indledt i 1970, hvor Wegman anskaffede hvalpen Man Ray, der et årti senere havde opnået stjernestatus i kunstverdenen, og som kort før sin død i 1982 blev kåret som ‘Man of the Year’ af New York-avisen Village Voice. Efter Man Ray fulgte tæven Fay, og i kølvandet på hende trioen Chundo, Battina og Crooky. Seneste medlem af den glamourøse familie er Battinas søn, Chip.
I årenes løb har William Wegman iscenesat sine hunde i et væld af situationer med referencer til kunsthistorien, eventyr, børnefiktion, fabler, Hollywoodfilm eller andre populære medieformer. I en af de tidlige videoer, Spelling Lesson (1973-74), irettesætter han Man Ray for at have stavet ‘beach’ forkert i en diktat. I en anden video fra samme periode, Growl, knurrer kunstneren selv som en hund i et ynkeligt forsøg på at virke farlig og ‘dyrisk’. På fotografiet Boxed/Framed (1988) er en hund anbragt på en kasse – som en skulptur på en sokkel – og med en guldramme rundt om brystet.
https://www.bryllupsbilleder.info
Saturday Night Live
Op gennem halvfemserne iklædes hundene stadig oftere tøj, der understreger deres rolle, ikke blot som menneskets bedste ven, men som vore drilske spejlbilleder – eksempelvis i motivet Vacation Land (1994), hvor to hunde iført sportstøj ses som besætning i en lille sejlbåd på vej over en fredelig sø. I det seneste årti er iscenesættelsen tillige gennemført i timelange film som Dog Baseball (1988) eller The Hardley Boys (1993), idéer, hvor den lette humor er tæt på at tage overhånd, men samtidig værker, der har sikret Wegman tv-distribution og dermed en plads i hjerterne hos et bredt publikum i alle aldre. Siden 1989 har Wegman jævnligt leveret indslag til børneprogrammet Sesame Street, han har instrueret en musikvideo for den britiske gruppe New Order, og han har lavet bestillingsopgaver for Saturday Night Live.
Wegman har i høj grad skabt sit eget univers på grænsen mellem et barns forestillingsverden og en klar bevidsthed om billedkunstens traditioner og udtrykspotentialer. Han har aldrig fremstået som en radikal politisk kunstner, men hans værker – specielt de, der involverer hunde – gennemstrømmes af en form for desillusioneret ironi, en næsten David Lynch-agtig optagethed af den amerikanske drøm, som den formede sig i halvtredserne, og så samtidig en erkendelse af, at boblen er bristet. Fremstillingen af efterkrigstidens americana-beruselse er af dén djævelske art, som signalerer, at optikken er udpræget post-Vietnam, post-Watergate.
På ét plan er motiverne formet af uskyld og naiv glæde, men scenarierne af munter fabuleren undermineres konstant af en smertelig desillusion, en undertone af tragik, der præsenterer hundene som chaplin’ske figurer, bærere af alverdens uskyld og hengivenhed og lidelse og tristesse. Hunden foreviget iført sporty sweater – Joe College (1996) – er mere end noget andet kunstnerens alter ego, ikke som heroisk overmenneske, men som en evig klovn med bløde ører, våd snude og bedrøvede øjne.
Humoren
Humoren går igen i andre sider af Wegmans kunst, ikke mindst i hans tegninger, et medium, han tog fat på i starten af halvfjerdserne og siden har dyrket sideløbende med video, fotografi og maleri. Her kommer rødderne i konceptkunsten klarere til udtryk, idet tegningerne generelt er karakteriseret ved den vægtning af indhold og betydning til fordel for udtryk og håndværk, som prægede perioden omkring 1970. Mange af tegningerne har karakter af gåder, ordspil, rebuser eller ligefrem vittigheder, og udførelsen er gerne enkel for ikke at sige minimal.
Et typisk eksempel er Church Time (1975), en simpel stregtegning af en kirke med to ure, der viser to forskellige tider. Det underfundige samspil mellem værktitel og motiv går igen i de fotografier fra perioden, som ikke involverer hunde. Et billede med titlen To hide his deformity he wore special clothing (1971) viser en sortmalet, kvadratisk træplade, der står op ad en væg. Et par skosnuder forneden antyder, at der befinder sig et menneske bag pladen.
Wegman
Wegman har sagt, at da han først havde sluppet humoren ind i sin kunst, gav han samtidig afkald på sine mere majestætiske intentioner. Og sikkert er det da også, at prisen for hunde-seriernes store popularitet har været, at publikum først og fremmest kender Wegman som ‘ham med hundene’ eller slet og ret ‘Man Rays ejer’. Hvilket kan forekomme en smule uretfærdigt, idet Wegman på mange måder hører til blandt sin generations væsentlige kunstnere og i flere henseender sagtens kan måle sig med navne som Vito Acconci, Bruce Nauman og Dennis Oppenheim. Alligevel må man sige, at det er og bliver i hunde-værkerne, at Wegman mest generøst folder sit univers ud. Det er her, idé, følelse, æstetik og tematik kommer tættest på en syntese, som på tidløs vis omfatter både humor, tragikomik og selvironi, og som ikke blot placerer sig uden for kunstens kategorier, men simpelthen nærmer sig det universelle.
