Hvis der overhovedet kan være tale om nogen bydel i København, der modsvarer det parisiske Montparnasse, må det være det gamle kvarter omkring Nikolaj kirke. Sådan introducerer forfatteren Carl Henrik Clemmesen det i den legendariske bog “Minefeltet – Bohêmernes København” (Forlaget Børge Binderup, 1969), og fortsætter: På samme måde som det smukke og historiske gamle latinerkvarter omkring Vor Frue har sin egen stemning, som københavneren en sværmerisk måneskins nat kan gå og leve sig ind i, sådan har også de snævre gader og stræder i det fordums mayonnaise-kvarter omkring Nikolaj plads og Holmens kirke en egen lille, privat atmosfære, der med lidt god vilje og nogen fantasi kan gøre det ud for et københavnsk Montparnasse.
Minefeltet
Minefeltet bestod af en række beværtninger i området mellem Kongens Nytorv, Holmens Kanal, Ved Stranden (med en enkelt afstikker til Gammel Strand), Højbro Plads, Købmagergade, samt Møntergade og Gothersgade. Værtshusene var primært Café Nick, Café Royal , det senere Laurits Betjent, Café Skindbuksen, Hviids Vinstue med Grand Café, Restaurant Parnas, Vingaarden og Wessels Kro. Senere kom ligeledes Toga og – den yderligt placerede – Drop Inn.
- Gode tips til den perfekte brudefrisyren
- Skikk og bruk før, i og under bryllupet
- Hjelp til å komme i gang med bryllupsplanlegging
- Bryllupstaler og sanger
- Hva kommer ditt bryllup til å koste?
Bohêmernes og nattens København er ikke nødvendigvis en festligholdelse af et næsten forsvundet værtshusmiljø i dette minefelt, men snarere en sjælden miljøskildring af en gruppe mennesker, der færdedes dér, i periodens slutning, 1940’erne til 1960’erne. De feterede kunstnere blandende sig med de såkaldte livskunstnere, excentrikere og deciderede særlinge. Et persongalleri med digterne Otto Gelsted, Jens August Schade, Iljitsch Johannsen, Johannes Weltzer over malerparret Birthe og Kalle Bovin, til originalen Svend Aage Tauscher. Men også med Niels Clemmesen og Sigfred Pedersen, som i øvrigt grundlagde Wessels Kro. Tom Kristensen opholdt sig en overvejende del af sin Hærværks-periode i det tidlige minefelt, før han for en tid blev afholdsmand og ønskede distancen til miljøet: Hvis jeg skulle skrive mine erindringer fra kvarteret om Skt. Nikolaj kirke, det såkaldte “Minefelt”, ville de blive mere mørke end just “sørgmuntre”, for jeg har ikke det flyvende sind som de lyse digtere, Sigfred Pedersen og Jens August Schade… (Minefeltet…, 1969)
Bohêmernes
Bogen “Minefeltet – Bohêmernes København” var gennemillustreret af den tysk-danske fotograf Herbert Strauss, som om nogen blev registranten over bydelens beværtninger, vel at mærke i den “sene” periode, efter 1940’erne. Over en 25-årig periode, skildrede han på fremragende vis livet på værtshusene. På billederne befinder sig altid flasker, fyldte askebæger, samt berusede mennesker i mere eller mindre akavede positioner. Shaptshots af midt i et filmisk forløb, hvor man for det meste er afskåret fra begyndelsen såvel som afslutningen.
Herbert Strauss fotograferede oftest med Rolleiflex, et mellemformat 6 x 6, kombineret med en håndflash. Resultatet er som regel store slagskygger, der ikke altid er regulerede endsige kontrollerede. Men det er en bevægelig metode, der gjorde ham i stand til at tage billeder af de øjeblikssituationer, som dukkede op. På denne måde er Herbert Strauss’ fortællende kamera en levende gendigtning af livet, sådan som det udspandt sig blandt bohêmerne i perioden. Menneskene genopstår for en stund, og dog mangler lydene og lugtene; de klirrende glas, stemmerne, tobaksrøgen og øllen. Og dog er disse billeder mættet af stemning; teksturen af tykt vævet frakkestof, en sovende Svend Aage Tauscher med overtøjet liggende foran sig. Det brovtende og kælne side om side. Unge kvinders øjenkontakt med fotografen, i det Herbert Strauss tager sit billede. Et gæstevisit af den amerikanske forfatter Richard Wright, som taler med Jens August Schade over nogle øl.
Billederne er ikke nødvendigvis kunst og Herbert Strauss betragtede da heller ikke sig selv som kunstner, men snarere iagttager. Han var endda en skarp iagttager, der benyttede kameraet til at fastholde sin egne oplevelser af det miljø, han i forvejen var blevet en del af efter sin ankomst til Danmark.
Herbert Strauss blev født den 2. november 1902 i Kassel. Forældrene var det jødiske par Sarah og Adolf Strauss, der i alt fik 5 børn; Walther, Alfred, Herbert, Charlotte og Richard. Moderen døde imidlertid i barselssengen, da det sjette barn skulle fødes. Mosteren Lina flyttede herefter ind i familiens hus på Mauerstrasse og passede herefter hjemmet.
Det var et uortodoks jødisk hjem, Herbert Strauss voksede op i. Familien var ganske vist velstående, men faderen spillede ofte pengene helt op. Han var under 1. Verdenskrig officer i den tyske hær, men hadede krigen og blev frataget sin titel, da han engang nægtede at klappe over dræbte fjender. Adolf Strauss var socialdemokrat og i øvrigt meget musisk.
Herbert Strauss selv vokser op i dette miljø som familiens sorte får, der ikke ønskede at gå i skole og som ofte lavede ballade, trods den hårde afstraffelse.
- Her er de mest uundværlige råd om bryllupsinvitationer
- Musikk til vielsen
- Sonnerupgaard Gods bryllup
- Brudebuketter og Knapphulsblomster
Som 17-årig læste Herbert Strauss hos en skuespiller og debuterede allerede i en alder af 19. Herefter arbejdede han ved en række teatre, bl.a. i Solingen, indtil Herbert Strauss omkring 1925 kom til Berlin. Her blev han straks antaget efter en optagelsesprøve på det eftertragtede Berliner Stadt Theater. Efter den klassisk obligatoriske gennemgang af tekster insisterede han på at recitere et digt.
Herbert Strauss avancerede og var én af kerne skuespillerne frem til 1933, hvor han fyredes grundet sin jødiske herkomst. Han fik tilbudt arbejde på det nyoprettede jødiske teater, men afslog da han nærede bange anelser. Dette var helt berettiget, da dette teater på et senere tidspunkt blev lukket af nazisterne, mens samtlige ansatte blev deporteret.
Mødet med Berlin var overvældende for den unge skuespiller. Den yderste form for frihed og med den betydelige accept for minoriteter – ikke mindst de seksuelle – tiltalte Herbert Strauss. Han var ikke selv homoseksuel, men hyldede gerne det frimodige liv.
Jeg dansede engang
Jeg dansede engang med nogle piger, som kom sammen med andre piger. Det var meget frit dér. Min svoger kom til at danse med en pige, en transvestit… Han opdagede det ikke. Jeg dansede med lesbiske piger. Jeg havde jo med teatret at gøre, ellers kunne jeg slet ikke være kommet der. Der var mange restauranter for homoseksuelle. Det var ganske normalt. Sådan var Berlin, det bedste sted man kunne være, hvis ikke denne forbandede Hitler var kommet. Alt var tip-top. Sådan frihed fandtes ingen andre steder. Det var så dejligt og så rigtigt. Og man talte sammen. Jeg kom fra teatret og gik altid forbi et bestemt sted og drak én øl. Bare en enkelt øl og så gik jeg over til en café, hvor Weil og Brecht kom. Ikke hver dag, men ofte. To eller tre øl. Der var også ludere. Jeg fortalte altid at jeg var gift, hvilket irriterede dem. At jeg ikke ville i seng med dem. Især én, hun var var måske også lidt forelsket i mig. Det var i øvrigt et ganske pænt sted.(upubliceret interview ved Susanne Strauss)
Herbert Strauss bevarede faderens sociale sindelag og blev i en ung alder medlem af Det kommunistiske Parti i Tyskland. Dette kombineret med den jødiske herkomst gjorde hans position aldeles udsat under den fremskredne nazificering af landet. Herbert Strauss blev i Berlin, men gik imidlertid “under jorden” og undgik mirakuløst at blive fanget. Mens faderen og en række af familiemedlemmerne blev fanget, klarede han sig, ligesom samtlige 4 søskende gjorde det, om end de flygtede tidligere. Herbert Strauss forblev i lang tid i Tyskland, hele 5 år efter fyringen fra teatret. Han nægtede at gå med jødestjernen, bar nazistiske hefter og veg udenom enhver form for registrering. Ved hjælp af gode venner som skuespilleren Walther Blum, kunstmaleren Fritz Cremer, teatermaleren Rudy Lesser, samt vennerne Ernst Gritch og Klaus Isenhöfer kunne Herbert Strauss opnå husly, madrationer og sparsomme pengebeløb.
- Bryllupsbudget
- Bandholm Hotel bryllup
- Lad fotografen forevige jeres drømmebryllup
- Fine billeder af det nye brudepar
- Kreative bryllupsbillede
I 1938 rådede alle ham til at flygte. Den lejlighed jeg selv boede i måtte opgives. Derfor fik jeg husly i en restaurant. Det var meget enkelt og manden og kvinden var meget elskværdige. Jeg boede illegalt på værtshuset. Det var dengang de tyske nazister kom ind og købte øl uden at betale for dem. Det var ganske almindelige nazis. Somme tider smadrede de også restauranterne bagefter. Jeg satte mig med et nazi-blad af sikkerhedsgrunde. Jeg var bange. Jeg var meget bange. De var jo ude efter mig. Det var denne samme restaurant, hvor jeg senere igen ikke måtte komme op længere. Jeg sad med nazi-blade foregivende jeg var nazist.
En dag jeg gik over gaden, kom der tre-fire mænd i uniformer. De gav mig nogle slag i hovedet. Jeg begyndte at løbe så hurtigt jeg kunne, at de ikke kunne indhente mig. På et tidspunkt standsede en bil foran mig, en taxa, og jeg satte mig ind i den. Først blev jeg siddende, så forklarede jeg hvad der var sket. Mine tænder var slået delvist i stykker. Manden kørte mig, trods faren, hen til et sted han kendte. Jeg vidste ikke hvem han var, men havde på fornemmelsen han ville hjælpe mig.
Så var der en dame fra Theater, en elskværdig kvinde, som ikke var skuespiller. Hun havde været hos en læge og de sørgede for jeg fik nye, kunstige tænder.
Fik ef en velhavende kvinde, stabler af pengesedler, som jeg forærede bort igen – jeg ville jo gerne til Danmark. Hun var et elskværdigt menneske og forærede hele sin gamle fars rigdom bort, fordi hun ikke vidste hvordan man skulle gøre. En danserinde, tror jeg nok. Hun kom til Frankrig. Jeg vidste jeg også skulle forlade landet. Og vi mødtes aldrig igen. (upubliceret interview ved Susanne Strauss)
Ved hjælp af kommunistiske venner blev han fragtet med fiskerkutter til Bornholm, men kun for at vende tilbage til Berlin, i det han håbede at kunne medtage mosteren Lina, som dog var taget af nazisterne og ført til en koncentrationslejr. Herbert Strauss fik materiale udleveret om disse koncentrationslejre og bragte det med til Danmark i sommeren 1938, hvor han igen havde på Bornholm. Ingen danske aviser ønskede at bringe de dokumenter, Herbert Strauss havde smuglet ud af Tyskland.
På Bornholm boede Herbert Strauss i telt og levede af fisk og svampe. Han havde i lang tid levet meget spartansk og han klarede sig fint. Imidlertid rejste han til København, da det blev for koldt at ligge i telt. Skibet var lagt til kaj lige udenfor den berømmede café Laurits Betjent, der udgjorde én af hjørnestenene i det københavnske minefelt. Og det var ganske naturligt, at det var her, på beværtningen, at Herbert Strauss fik sine første venner.
- Gode tips til den perfekte brudefrisyren
- Bryllup og Barn
- Bryllup og bekostning
- Bryllupskaken
- Bryllup og ringer
Det var kun tilladt at arbejde, hvis man var dansk statsborger, og det tog hele 15 år at erhverve sig et sådan medlemskab. På den baggrund var Herbert Strauss hensat til socialhjælp og tiden tilbragte han ofte i minefeltets beværtninger. Men også i Danmark brændte jorden under jøderne og han flygtede i oktober 1943 til Sverige. Ved venners hjælp blev han sejlet via Hven til Landskrona. Her arbejde han en kort overgang på en fabrik, men fortsatte videre til Upsala, hvor han bestred en udmærket stilling i Det danske Hus frem til krigens ophør i 1945.
Da Herbert Strauss igen vendte tilbage til Danmark, måtte han stadig ikke arbejde. Hvis dette alligevel skete, kunne han risikere at blive sendt tilbage til Tyskland, hvilket han naturligt ikke ønskede. På Vingaarden – endnu en af minefeltets beværtninger – mødte Herbert Strauss Hilde Larsen, som i forvejen havde børnene Anette og Gerd fra et tidligere ægteskab. Hilde og Herbert Strauss giftede sig i 1947 og fik samme år datteren Susanne. Grundet faderens flygtningestatus fødtes hun statsløs. Familien, der bosatte sig i Ny Adelgade var fattige, men dette kompenseredes af sammenholdet og den intellektuelle ballast.
Først i 1952 lykkedes det Herbert Strauss at blive dansk. De gode venner Jens Juncker-Jensen og hustruen Edna (født Schleisner) foreslår fotografhvervet, hvorefter han tages i lære over en kortere periode. Jens Juncker-Jensen havde flere gange hjulpet udlændinge på denne måde siden overtagelse af faderens berømmede atelier på Vimmelskaftet i København, 1940. Herbert Strauss specialiserede sig fra begyndelsen i optagelser af børn i deres hjem. På denne måde var han i stand til at arbejde med et minimum af udstyr og behøvede ingen atelierplads. Herbert Strauss oprettede dog sit eget mørkekammer i Admiralgade, midt i minefeltet. Det var også her han samtidigt begyndte at fotografere sine venner og de som var fast bestanddel af beværtningerne.
Det var formentlig den stadige fattigdom der pressede Hilde og Herbert Strauss ud i en – ganske vist midlertidig – skilsmisse i 1954. Hun blev boende mens han fandt forskellige opholdssteder, bl.a. hos Jesper Porsing, indtil der endeligt dukkede en permanent lejlighed på Bisbebjergs Bundtmagervej.
I 1957, samme år som Herbert Strauss genforenedes med sin hustru, fik han tilkendt krigsskadeserstatning, der dels udgjorde et kontantbeløb, dels en kontinuerlig pension. På denne måde blev fotografien, som metier, opspædningen af den sparsomme løn. Pengene var stadig få og familien fortsatte med det spartanske liv, som Herbert Strauss havde været vant til, siden han flyttede hjemmefra. Han bevarede i øvrigt sin sociale indignation og holdt altid med de svageste, ligesom han i troen på mennesket priste de, som hjalp andre. “De små helte” benævnte Herbert Strauss dem. Taxachauffører, der havde hjulpet til flugten fra nazisterne i Berlin, var én af hverdagens små helte. Alle dem som havde hjulpet de fem søskende, Walther, Alfred, Herbert selv, Charlotte og Richard, under krigen. De overlevede alle, mens resten af slægten blev myrdet.
Reaktionen på krigen var også først opstået bagefter, da den var ophørt. Herbert Strauss havde fået dårlige nerver, som smertede ham så meget, at han tabte erhvervsevnen. På denne måde har Minefeltets beværtninger, især Hviids Vinstue, Skindbuksen og senere både Drop Inn og Toga, været en bekvemt tilholdssted. Herbert Strauss levede dog mere regelmæssigt end mange andre af bohêmerne; han drak mest fra kl. 15 til 20 og aldrig om søndagen. Han blev selv beruset, men afskyede når folk blev vulgære.
Den eneste pause fra Minefeltet, var den årlige to-tre måneders tur til Anholt, hvor Herbert Strauss med vanlig spartansk holdning, boede i en sivhytte.
Omkring 1977 ophørte Herbert Strauss med sin fotografi, efter 25 års virke. En lang række billeder og negativer blev herefter destrueret, således mange af de tidligste fotografier fra Minefeltet.
Herbert Strauss døde den 17. april 1985, i en alder af 82.
Billederne
Billederne fra Minefeltet har en snapshot-agtig funktion. Og således langt fra den fotografiske kunsts oprindelige udtryk. Dette knyttede sig primært til enten atelier-optagelser, til pictorialistiske skildringer, landskabsbilleder, etc. alle de former, der respekterede maleriets allerede skabte genrekonventioner. Imidlertid har fotografien, om noget medie, muligheden for skildring af øjeblikket, eller rettere øjeblikstilstande. Det er fotografien, der kan opnå at blive den følsomme registrant af tiden, i tiden.
Snapshottet har aldrig været velset i fotografien. Tværtimod henvender denne stilart sig, historisk som i dag, til det ukunstneriske, måske endda det tarvelige. Snapshottet tilhører ganske vist det dokumentare billede, men udgør en lavere kaste. Selve definitionen betegner et uformelt fotografi, især billeder der er taget hurtigt med et håndholdt kamera. Ligesom snapshottet overvejende benyttes af amatører.
Gennem de senere år har snapshottet imidlertid vundet indpas i kunsten. I form af en hyperrealistisk hang til skildringen af verden. Især i Tyskland synes tendensen tydelig; fra den klassiske Hans-Peter Feldman over de relativt unge Frederike Hellwig, Nina Lüth, Julia, Sörgel, Wolgang Tillmans og Andre Zelck. Men den mest banebrydende fotograf indenfor genren er formentlig amerikaneren Nan Goldin, som oprindeligt var langt fra kunstfotografien, i det hun primært skildrede det miljø hun var en del af. Selv forklarede Nan Goldin det således: Motivationen for arbejdet? Da jeg var omkring 18 blev jeg besat af at ville huske alting og motivationen for billederne var et forsøg på, at optage, registrere alting. Jeg kom fra en kultur og en familie, hvor alt hvad jeg hørte var, “lad ikke naboerne høre det”. Og jeg ønskede virkeligt, at slå skodderne op og se hvad der skete. Jeg kom også fra en meget revisionistisk kultur, hvor folk altid siger, “Skete det virkeligt?” Jeg ville efterlade mig en optegnelse over hvad der virkeligt skete. Og siden har det så skiftet til en form for nostalgia. (upubliceret interview, 1992)
Kameraet har, så at sige, taget kritikken til sig og udarbejdet en i bunden ikke-æstetisk æstetik. En anti-kunst, der på én gang nedbryder billedmediet og – selvfølgelig – samtidigt skaber et nyt. Akavede vinkler, ujævn belysning, generelle mishag i øvrigt transformere over i et nyt sprog; tilfældighedens energiske kraft. Farvernes mislyde; et korporligt billedsprog præget at fejl.
- Bryllup og været
- Bryllup og gammel overtro i kirken
- Valg av ukedag til ditt bryllup
- Bryllupsguiden til jer
- Huskeliste bryllup
Men snapshottet er langt fra et nyt fænomen, klassikere som Gary Winogrands med sit hyperaktive virke, Weegees blotlæggelse af de kriminelle handlinger, eller måske endog den unge Lee Friedlander, som måske i højere grad end Robert Frank, “skød” sig ind i sine motiver. Tilsyneladende med en indædt modstand mod den etablerede kunstform, mod langsommeligheden og mod tanken. Disse snapshots fungerer, når de er optimale, som renselsesproces: Her er hvad der vitterligt foregik. Nan Goldin intonerer denne virkeligheds tilknytning: Folk har sagt til mig, hvordan kunne du overhovedet tage den slags billeder? Du må have sat noget i scene. Det har jeg ikke! Jeg har aldrig arrangeret noget. Jeg har slet ikke den tanke, at kunne arrangere noget. Min styrke er at jeg accepterer ting nøjagtigt som de er. Jeg er fascineret af virkeligheden. Jeg har ikke nogen stærk fantasiverden. Og jeg udtænker ikke noget i forvejen jeg reagerer bare på det som sker. Mennesker jeg har boet sammen med siger, at jeg fotograferer så meget at det ikke stopper noget, det skaber ikke nogen distance, det skaber ingen grænser… (upubliceret interview, 1992)
Også den japanske fotograf Nobuyoshi Araki benytter snapshottet, når han fotograferer de – ofte pornografiske – miljøer. Nobuyoshi Araki beholder endog datoen i nederste højre hjørne af billedfladen, på samme måde som turister gør det, i forsøget på at fastholde tid og sted så præcist som muligt. Uden – for kunstneren – unødige abstraktioner, eller eliminering af skel mellem fiktion og virkelighed.
Herbert Strauss’ virke har en sådan karakter; virkeligheden indenfor beværtningerne fremtræder klar og utilsløret. Måske er der nok et vis romantisk filter – det er også vanskeligt at skildre de mange tragedier, der nødvendigvis må have fundet sted i miljøet. Men situationerne som er fastholdt er til gengæld så umiddelbare, at det somme tider kan undres, hvordan billederne alligevel står så rent og klart rent liniemæssigt. Trods billedfladernes tilsyneladende anarki er de fleste fotografier styret af en, nærmest usynlig, orden. Herbert Strauss har, trods skyndingen, haft et magt- og kraftfuldt øje for detaljerne.
