Hvis man har interesseret sig lidt for de spejlløse systemkameraer

Hvis man har interesseret sig lidt for de spejlløse systemkameraer, kommer det næppe som en overraskelse at, Canons EOS M-serie ofte har fået en hård medfart på grund af langsom autofokusering i forhold til konkurrenterne. Jeg har igennem godt et år brugt Canons EOS M som det “lommekamera”, jeg har med, når situationen ikke byder at medbringe et spejlrefleks. Hidtil har jeg blot benyttet mig af det medfølgende 18-55mm objektiv, men nu blev tiden moden til at udvide objektivsamlingen i dette system med endnu en model. Valget faldt på EF-M 11-22mm f/4-5.6 IS STM, og der følger her en anmeldelse af dette objektiv i daglig brug.

Læs mere om fotografering her.

Min første indskydelse, da jeg fik objektivet i hænderne, var, at det i form og størrelse lignende det 18-55mm, der fulgte med kameraet, til forveksling. Der er dog den forskel, at man på 11-22mm’en først skal “folde objektivet ud” ved at dreje på zoom-ringen for at kunne bruge det. Dette er en finesse, der gør objektivet mere kompakt at transportere. Det er muligt det kan være et lille irritationsmoment for nogen, at objektivet skal foldes ud, men jeg har endnu ikke oplevet gener ved det. At objektivet kan sammenfoldes til den mere kompakte tilstand er i mine øjne en stor bonus, der langt opvejer det ekstra “udfoldningstrin”. der skal foretages, før man kan begynde at fotografere.

https://www.fotograf-fotograf.dk

Billedkvalitet

Billedkvaliteten er for mig den vigtigste parameter ved et objektiv, og skarpheden har for mig større betydning end både forvrængning og vignettering, da jeg primært bruger objektivet til landskabsfotografering.

Objektivet er meget skarpt i midten af billedfladen allerede ved største blænde. Kun i de alleryderste hjørner, kan man se at skarpheden aftager en smule ved største blændeåbning, og det er så lidt, at man ikke vil lægge mærke til det i den daglige brug. Ved nedblænding forbedres skarpheden marginalt i hjørnerne, så skarpheden nærmer sig niveauet der ses i midten af billedet. Dette gælder både ved 11mm og 22mm.  Jeg har tidligere prøvet et Canon EF-S 10-22mm f/3.5-5.6, der bestemt ikke imponerede mig med hensyn til kantskarphed. Sammenlignet med dette objektiv er 11-22mm’en skarpere over hele billedfladen og i særdeleshed i kanterne og hjørnerne.

Med hensyn til forvrængning klarer 11-22mm’en sig ikke helt så godt. Nogen forvrængning må forventes i et vidvinkelobjektiv, men fotograferer man motiver med mange rette linjer, kan dette objektiv give nogle udfordringer. Ved landskabsfotografering er der ofte kun horisontlinjen at tage hensyn til. Det er ekstremt let at rette forvrængning i efterbehandlingen (f.eks. med en objektivprofil i Lightroom), når der ikke skal tages hensyn til alt for mange rette linjer. Til landskabsfotografering mener jeg derfor ikke, at objektivets forvrængning bør give anledning til løftede øjenbryn.

Se kreative fotos fra fotograf i Holstebro

Vignettering

Vignettering, der ses som mørke hjørner i billedet, er min største anke over objektivet. Vignettering er ligesom forvrængning let at rette i efterbehandlingen, men korrektionen fører til en forøgelse af billedstøjen i hjørnerne, fordi der sker en lysning. Vignettering kan bruges kreativt til at sætte fokus på motivet, så det er ikke altid en dårlig ting. På 11-22mm’en er det dog efter min mening ikke en behagelig vignettering (den er kraftig i hjørnerne og har en relativt hård overgang), hvorfor jeg altid retter den i efterbehandlingen. Vignetteringen bliver bedre ved nedblænding, men det bliver aldrig helt godt, så ønsker man ikke at rette det i efterbehandlingen, bør det overvejes, om det er til at leve med.

Jeg har endnu ikke haft problemer med kromatiske aberrationer, der ses som farvede streger i områder med store kontraster. Jeg har fotograferet nogle snelandskaber, der traditionelt er sensitive over for kromatiske aberrationer, og i disse billeder har jeg ikke haft problemer med farvefejl i kontrastovergangene. Min vurdering er derfor, at kromatiske aberrationer er styrret ekstremt flot i objektivet.

For mig er både forvrængning og vignettering mere end opvejet af den ekstremt gode skarphed objektivet leverer over hele billedfladen. Yderligere synes jeg tit, det kan være en udfordring at rette kromatiske aberrationer helt tilfredsstillende i efterbehandlingen, så det er positivt, at objektivet klarer sig godt på dette punkt. Mit primære brug af objektivet er som sagt landskabsbilleder, og andre motiver kan være mere følsomme overfor især forvrængningen.

Fokushastighed

EOS M-serien har traditionelt fået megen kritik, når det kommer til fokushastigheden. Jeg har ikke den store erfaring med andre spejlløse kameraer, så jeg vil ikke kloge mig på, hvorvidt der findes spejlløse kamerasystemer, der er hurtigere til at fokusere (det er der sikkert). Jeg kan til gengæld slå fast, at jeg endnu ikke har været i en situation, hvor jeg har kunnet skyde skylden på fokussystemet, når jeg er gået glip af et billede. Mit indtryk af 11-22mm’en er følger denne vurdering. Objektivet fokuserer relativt hurtigt, og fokus sidder, hvor det skal. Nu er en vidvinkel i reglen også relativt tilgivende med hensyn til fokusering. Det skal retfærdigvis siges, at jeg ikke bruger systemet til at fotografere motiver i bevægelse, men jeg ser heller ikke dette som EOS M-seriens niche.

Byggekvalitet

Hvis man ikke har stiftet bekendtskab med EOS M-seriens objektiver, bliver man overrasket over, hvor god byggekvaliteten er. Der er tale om metalobjektiver, der har en utroligt blød bevægelse i både zoom- og fokusring. Kender man byggekvaliteten af det 18-55mm objektiv, der ofte følger med M-seriens kameraer, kender man også byggekvaliteten af 11-22mm’en – et godt solidt objektiv, der på flere punkter har den finish, der ellers kendetegner Canons L-objektiver, omend det nok ikke kan holde til lige så hård brug som disse.

Billedstabilisering

Der er indbygget billedstabilisering i objektivet, hvilket muliggør brugen af længere lukkertider ved håndholdt fotografering. Billedstabilisering er en af de faktorer, der er allersværest at teste, da der er en høj personafhængighed. Jeg har ved et par lejligheder brugt objektivet i omegnen af 1/10 sek, og det gav fint skarpe billeder, men jeg synes også der var et par svipsere, hvor billedstabiliseringen skulle have været mere effektiv. Min forventning er, at en vidvinkel som denne bør kunne håndholdes ved lukkertider på i hvert fald ¼ sek. uden de store problemer. Umiddelbart er det derfor ikke mit indtryk, at billedstabiliseringen er voldsomt effektiv i objektivet. Jeg har dog haft alt for få lejligheder til rigtigt at få testet dette igennem, så vurderingen skal tages med et meget stort forbehold.

Pris

Selv om prisen ikke er den parameter, jeg først ser på ved et objektiv, gør det jo ikke noget, hvis man ikke skal købe sig fattig for at få nyt udstyr. Her må jeg sige, at 11-22mm’en giver fuld valuta for pengene. Objektivet koster i skrivende stund lige under 2700 kr., og det er i mine øjne et røverkøb til den pris.

Konklusion

Hvis du er på udkig efter et lille let objektiv til landskabsfotografering, bør du efter min mening kigge meget grundigt på de muligheder, Canon EF-M 11-22mm f/4-5.6 IS STM tilbyder. Skarphed er objektivets helt store styrke, og de skønhedsfejl objektivet har, er relativt lette at rette i billedbehandlingen. Yderligere bør man ikke undervurdere, hvor nyttigt det kan være at have et kamera med påmonteret vidvinkel i lommen, når man er ud at fotografere andre motiver (f.eks. fugle eller makro). Jeg kan på det kraftigste anbefale objektivet til landskabsfotografer, der er på et lille budget eller til de naturfotografer, der gerne vil have et ”lommekamera” til det, der lige kommer forbi, uden at skulle skifte objektiv eller slæbe endnu et DSLR med i felten.

Se flotte fotos fra fotograf i Haderslev her.