Præsentationens finish – Med den relativt beskedne, men i teknisk henseende optimalt gennemførte udstilling af Sam Taylor-Woods video- og fotoarbejde bekræfter Louisiana, at museet kan og vil præsentere installationsorienteret og teknikkrævende samtidskunst på et niveau, som ingen andre udstillingssteder herhjemme kan hamle op med. Præsentationens finish er ganske enkelt i top, og det er vanskeligt at forestille sig bedre rammer omkring disse værker, som netop tilhører en kategori af kunst, hvor omgivelserne i afgørende grad spiller ind på oplevelsen.
Faktisk er det i et enkelt tilfælde lige før, at rummet overdøver kunsten, nemlig i forhold til videoinstallationen Killing Time (1994), der vises i den Store Sal i museets underetage, dén sal, som kan overskues fra en balkon. Killing Time, der som det eneste af de ud stillede værker er hentet fra Louisianas egen samling, består af fire videoprojektioner. Hvert billede viser over en længere tidsperiode en person siddende i en stol, og beskueren kan gætte sig til, at de fire lytter til den samme opera, som med kraftig lydstyrke spilles i udstillingslokalet.
I en vis forstand sker ingenting på billederne, men betragtet over nogen tid kommer et væld af detaljer til syne. Personerne flytter på sig, skifter stilling, rastløsheden sætter ind på forskellige måder, musikken påvirker de lyttende, og andre impulser gør sig gældende. Med mellemrum giver en eller flere af personerne sig til at synge med på librettoen.
Installationens udgangspunkt er en intim situation, et privat øjeblik, der via mediet bliver tilgængeligt for beskueren. På Louisiana får værket imidlertid et monumentalt præg, som – understøttet af musikken – næsten tager pusten fra beskueren. Den fysiske effekt synes dog ikke at arbejde imod værkets udsagn om ensomhed i en tilsyneladende fælles oplevelse, omend der i aflæsningen indskydes et par ekstra lag i kraft af videogestalternes overjordiske dimensioner.
- Velkomstsnacks til bryllupsfesten
- Valg af farver til jeres bryllup
- Skal der børn med til bryllup
- Bryllupsreceptionen er blevet populær
- Forberedelsen
- Bryllupsbordet
‘Strategien
Strategien med at anbringe beskueren som voyeur i forhold til en privat situation er karakteristisk for den blot tredive-årige Sam Taylor-Wood og hendes kolleger i den generation af yngre britiske billedkunstnere, som siden starten af halvfemserne under betegnelsen ‘Brit Art’ har gjort London til et af Europas centre for samtidskunst. Sammen med navne som Gillian Wearing (seneste modtager af Turner prisen), Douglas Gordon, Georgina Starr og Jonathan Monk (aktuel med en udstilling hos Galleri Nicolai Wallner) har Taylor-Wood opdyrket en praksis, hvor selvbiografiske træk og sociale strukturer – ofte med inddragelse af video eller fotografi – anvendes i udforskninger af relationer mellem private og offentlige rum.
Præcis denne problematik er et centralt anliggende i værket Atlantic, der var blandt de mere bemærkelsesværdige indslag på sidste års Biennale i Venedig, og som fremstår endnu mere overbevisende på Louisiana. Installationen nærmest omslutter beskueren med tre videoprojektioner i bredformat. På det midterste billede ses et fyldt restaurationslokale, og denne anonyme situation flankeres af to frontalt modstillede detaljebilleder, i den ene side en kvindes ansigt, og over for hende en mands hænder, nervøst fumlende med brødkrummer, lighter, cigaret.
Beskueren træder ind i midten af rummet og drages måske af restaurantens sociale rum, men kommer uvægerligt til at befinde sig i ‘skudlinien’ mellem det anspændte pars udladninger.
energi og følelser
Netop det dobbeltbundede felt af energi og følelser, der eksisterer mellem to mennesker, en zone, hvor eksistentiel ensomhed og ønsket om fællesskab tørner sammen, er objekt for undersøgelse i flere af Taylor-Woods arbejder. For et par år siden indkøbte Statens Museum for Kunst installationen Travesty of a Mockery (1995), hvor to præcist synkroniserede videobilleder tilsammen skaber en livagtig gengivelse af et voldsomt opgør mellem en mand og en kvinde i et køkken. De to aktører råber til hinanden fra hvert sit isolerede ‘videorum’, og i særligt hede øjeblikke overskrider den ene sin billedramme for at intimidere den andens ‘rum’.
- Bryllupper er eventet der SKAL dokumenteres
- En del af dagen, uden at være i centrum
- Dokumentarisk bryllup fotograf
- Forevige disse to smukke unge menneskers store dag
- Gommens sokker
Travesty of a Mockery vises ikke på Louisiana, men problematikken videreføres i et helt nyt værk, Sustaining the Crisis, som er udstillingens højdepunkt. På endevæggene i et langt, smalt lokale vises to projektioner af henholdsvis en mand og en kvinde. Manden er passiv, afventende, tilsyneladende lammet af en blanding af chok og tilbageholdt begær. Kvinden skrider selvbevidst og målrettet gennem et bybillede, med blottet overkrop og uden at sanse omgivelserne. På lydsiden zoomes tæt ind på personernes intime sfærer; hans vejrtrækning er stakåndet, på grænsen til at hyperventilere, hendes er sanselig, dyb, som under optakten til en orgasme.
I det mellemliggende rum befinder sig beskueren, som føler sig fanget i en krydsild af de to figurers intense blikke, et prægnant energifelt, som låser den udenforstående fast i en forvirrende kompleksitet af begær, vrede, aggression, handling, lammelse; et fremadskridende tableau, der ikke kommer ud af stedet.
Udstillingens sidste afsnit er et udvalg fra serien Five Revolutionary Seconds (1996), fotografiske tableauer af seks-otte meters længde, i en vis forstand en slags ‘frosne film’. Fotografierne er optaget med et specialbygget kamera, som roterer tre hundrede og tres grader rundt i løbet af fem sekunder. Alle billederne viser interieurs med aktører placeret forskellige steder i de perspektivforvrængede panoramaer. Også her tilstræbes en fornemmelse af, at personerne er isolerede i hvert deres lille univers, samtidig med at de befinder sig i et socialt rum.
Sam Taylor-Woods billedverden bevæger sig på grænsen mellem det melodramatiske filmøjeblik, det klassiske maleri og den dokumenterede virkelighed. Hendes personer er anbragt inden for billedernes rammer, ikke som brikker i en fortælling, men som isolerede objekter for en udsøgelse af den menneskelige psyke og adfærd – ene og alene iscenesat til ære for kameraet. Der gøres ikke noget forsøg på at tilsløre situationernes kunstighed, men samtidig gennemstrømmes værkerne af en emotionel autenticitet, en fornemmelse af Method Acting, som skaber urovækkende sprækker i følelseslaboratoriets kliniske glasvægge.
