Fuldformat i minimalistisk indpakning

Det orange R giver lidt fornemmelsen af at man her står med noget specielt. Det er helt sikkert tilsigtet, og lige her holder det stik. Vi har taget brydergreb med det mest voldsomme spejlløse kamera til dato – Sony Alpha 7R.

Man kan ikke klantre Sony for at være kedelig. De har efterhånden været hele vejen rundt om blokken – mere end en gang, med diverse typer kameraer og designs – fra meget ordinære DSLR til high-tech hybridmodeller med halvgennemsigtigt spejl.

A900 var et ret imponerende DSLR kamera. Det var temmelig meget back-to-basics – råt, ukompliceret, høj lyd og stor sensor. Så kom A99 – et high-tech monster, blødt, forfinet og med en god portion finesser. Ind imellem der fik vi NEX, en ultra kompakt serie af spejlløse kameraer med glimrende billedkvalitet. NEX har i dag skiftet navn til Alpha, så hele serien nu hedder det.

Vi vil have fuldformat!

Fuldformat sensorer findes normalt ikke i de mindre elektroniske spejlløse kameraer, eller rettere – de gjorde ikke. For i slutningen af 2013 så vi så Sonys bud på lige præcis det – A7 og A7R. Her har man præsteret at mase en 24-x36mm sensor ind i et meget kompakt hus.

Den mere imponerende del er opløsningen på disse to kameraer – henholdsvis 24 og 36 megapixel.

Det er sidstnævnte kamera vi tester her, inklusiv et nyt objektiv designet til de to kameraer, det nye Carl Zeiss FE 2.8/35mm.

Minimalistisk udenpå

Nu kunne man jo have taget f.eks. A99 og skrumpet det ind, men Sony valgte i stedet at gå til tegnebordet, og designe et spritnyt kamera fra bunden. Ser man på designet, vil man nok tænke high-tech, men der er også træk fra tidligere tiders DSLR kameraer.

A7R har en flot matsort glat finish, og det kantede design ser ret fantastisk ud, og giver et seriøst udseende, især fordi kameraet i sig selv ikke er voldsomt stort. Grebet er kraftigt – gummieret, og som Sony plejer – korrekt ergonomisk udformet. I min hånd ligger Sony A7R rigtig godt. Jeg er på intet tidspunkt bange for det smutter mellem hænderne på en.

Selve byggekvaliteten af A7R er rigtig god, lidt a la en sort boks i et fly. Kameraet er temmelig massivt og føles tungt, og virker som om det kan tåle temmelig meget. Vejrforsegling er også en del af pakken. Min kollega var da også ude i ekstreme forhold med netop A7R, og kan bevidne at der er tale om et solidt stykke håndværk.

Ligesom på NEX-serien, finder man heller ikke her et kamera overstrøet med knapper og hjul. A7R har ingen knapper på forsiden, kun hjulet til pegefingeren, oppe ved grebet. Ovenpå er der lidt mere at trykke og dreje på, men stadig ikke noget der kan forskrække. Man har separat hjul til eksponering, samt sædvanligt hjul til de forskellige modes – Program, Manuel, Blænde osv. Derudover er der udløseren med on/off knap under sig, samt en lille custom C1 knap lige ved udløser. Den er smart, for her har man enkeltpunktsfokus sat op – hurtig at gå til. En indbygget blitz skal man kigge langt efter, for der er ingen. Til gengæld er der en blitzsko.

Bagpå har man rullehjul til tommelfinger, samt normal navigation og OK knap, visning af billeder, skraldespand, programmerbar Fn knap, AE – AF/MF knap og endnu en custom knap kaldet C2. Over skærm, ovre til venstre er der en enkel knap – Menu.

Under håndfladen, ude på siden, sidder videoknappen i en fordybning. Den er tydeligvis bygget godt, for man kommer ikke til ved uheld at starte videofunktionen. Derude sidder også lågen med hukommelseskort, som virker rigtig solidt skruet sammen.

Midt imellem alt det her, har vi så den store skærm, der kan vippes ud og op. Øjesøgeren, som her er stor og lys, er det sidste element bagpå. Søgeren vender jeg tilbage til i næste afsnit. Men alt i alt en yderst kompakt pakke, der tilmed ligger godt i hånden.

Vågn op!

Det er tid til at sparke liv i dette lille 26 megapixel monster. Vi er efterhånden vant til fantomtider a la Formel 1 mht. opstarter af kameraer. Med A7R er vi lidt mere tilbage til dengang hvor Formel 1 biler ikke havde Launch Control. Der er lidt hjulspind, men som man siger, alt godt kommer til den der venter!

Når der så er liv i dyret, går det til gengæld rimelig tjept. A7R reagerer godt, skærm og øjesøger, samt autofokus arbejder perfekt sammen. Autofokus er præcis og låser på motiver, og jeg oplever kun i rigtig dårlig belysning, at den jagter lidt rundt.

Elektroniske øjesøgere har det med at gøre mig lidt søsyg, ligesom 3D TV også gør det. Nogle er dog værre end andre. På Sony A7R skulle jeg åbenbart lige vænnes til kameraet, for jeg oplevede det kun som lettere irriterende i starten. Igen, det kommer også an på belysning, men generelt er den behagelig nok, og først og fremmest stor! Det er ikke et lille kighul som man ser hos mange andre. På minussiden er så søgerens black-out hver gang man har skudt et billede. Jeg kunne forestille mig, at man godt via opdatering kunne forkorte dette noget, for det virker som lang tid.

Men generelt set er det en lækker søger der fint opdaterer, og følger bevægelser. En anden fordel er at kameraet kan indstilles til at ignorere eksponering. Dvs. skyder man i studie med studielamper, går søger ikke i sort – tak for det, Sony!

Billedkvalitet og video

Det er selvklart dette afsnit der er det allervigtigste, nemlig kvaliteten af det Sony A7R leverer i form af 36 megapixel store filer. Man kan da sagtens skyde i JPG format med A7R, men jeg vil ikke anbefale det. Komprimeringen af disse filer virker for hård, de får – i mine øjne, et plastiklook, og de viser slet ikke kameraets potentiale.

Næ nej, vi skal over i RAW, hvor kameraet ligger i klasse med de allerbedste DSLR kameraer. Dvs. kameraer med samme enorme opløsning, intet lavpasfilter, og dynamisk omfang som herfra til månen. Detaljegraden er en fornøjelse at studere på A7R fotos. Alene lukkerlyden på A7R kan blæse andre spejlløse ned af bordet, og hvis ikke den kan, så kan billederne. Selv ved højere ISO værdier gør Sony A7R det rimeligt pænt. Der er støj, men de indbyggede funktioner til minimering af dette gør egentlig et fornuftigt stykke arbejde, om end lidt hårdt ind imellem, hvilket specielt kan ses på farvestøj, der kan virke udtværet.

De fleste brugere af et kamera som A7R, vil nok primært skyde i RAW, og mest benytte manuel, blænde- eller lukkertidsprioriteret indstillinger. Auto ISO er også noget en del bruger, fordi denne funktion i dag virker effektivt. Lige på det punkt virker A7R så ikke helt med på moden. Problemet opstår omkring lukkertiden. Kameraet indstiller ganske enkelt lukkertid for lavt, når Auto ISO benyttes, hvilket så resulterer i slørede billeder. Man kan så benytte Auto ISO f.eks. i lukkertidsindstillingen, eller i fuld manuel, hvor man så også kan indstille eksponering via hjulet ovenpå kameraet.

Omkring lukkeren, så er den enorm højlydt, giver et smæld, og det kan rykke i kameraet – se videoen her. Så man skal absolut holde fast mens man arbejder med A7R. De mange megapixel afslører selv de mindste forskydninger.

Man bliver sat på lidt af en prøve med kameraet, hvor mange andre kameraer bare kan holdes i nærmest en hånd og trykkes af, der skal man her have noget bedre fat. Det betyder ikke, at man ikke kan lave skarpe billeder, men et par gode råd er: godt fat om det, og selv vælge ISO, så lukkertider undgår at blive for lave.

På videosiden yder kameraet godt, og kvaliteten er flot. Der kan forekomme moire, altså mønstre i videooptagelser, hvilket uden tvivl skyldes at A7R intet AA filter har. Alt i alt har man dog gode indstillingsmuligheder – manuelle funktioner, og selv lyden er acceptabel.

Opladning via USB

Det her lyder smart, men er det ikke. Batteriet kan nemlig kun oplades i kameraet. Man får en netledning med, så der kan oplades via en stikkontakt, men ingen oplader som man kan sætte batteriet i imens. Ladning via kameraets USB stik er tilmed langsommelig.

Batteritiden er samtidig ikke voldsomt imponerende. Så man er næsten nødsaget til at købe et ekstra batteri og en oplader, så ens kamera fortsat kan benyttes når det første batteri dør. Det er åbenbart en trend, i hvert fald hos Sony, ikke at inkludere en oplader. Jeg håber så den trend dør hurtigere end batteriet!

WIFI

WIFI foregår via Play Memories Mobile app . Der kan justeres i hvidbalance, eksponering og ISO samt selvudløser, og ikke så meget mere med den app. Vi har før skrevet og prøvet diverse WIFI løsninger, og de fleste hikker lidt nogle steder, men generelt set er den brugbar og ganske sjov at lege med.

Konklusion

Der er bump på vejen – ingen er perfekt, heller ikke A7R fra Sony. Det skal dog ikke afholde os fra at give kameraet gode anbefalinger med på vejen. Sony har virkelig skabt et spændende produkt, de tør nogle ting, og rigtig meget er lykkes i imponerende grad i dette kompakte velbyggede monster af et spejlløst kamera.

Her i 2014 er så også kommet et A7S med 12 megapixel og 4K video. Det har vi endnu til gode at prøve af. Men A7 serien lover godt. De har masser af potentiale, og man kan næsten få et til ethvert formål. Nej, alt-i-et kameraet eksisterer ikke, og kommer nok heller aldrig til det. Prisen på 17.700 kroner for huset alene hører også til i topklassen. Skal man have god optik som f.eks. den testede 35mm til lidt over 5.400 kroner, ryger man forbi de 20.000 kroner, og det er også værd at tage med i overvejelserne.

Sony A7R er til dem ønsker enorm opløsning, investere i gode objektiver, og belønningen udebliver ikke – man får det ultimative i det spejlløse segment.

Læs også:

• FAQ – ofte stillede spørgsmål
• Photographer Julia Rohwedder – fotograf
• Få taget et professionelt portrætfoto
• Pre-flash – hvad er nu det ?
• Fotograf til bryllup i Brønshøj